Salat med appelsinvinaigrette
Salat med appelsinvinaigrette er en dejlig frisk salat som er god at servere til et stykke stegt kød som for eksempel kylling, stegt svinemørbrad eller and.
Appelsinvinaigretten giver en dejlig smag til salaten, de knasende granatæbler og hasselnødderne gør at der er bid i salaten, så det ikke kun er det bløde salat man tygger i og æbler er jo bare skønt i salat.
Jeg har brugt saften fra en appelsin i min opskrift, da det lige nu er jul og man kan få dejlig saftige appelsiner. Hvis du ikke lige kan få eller har en appelsin, kan du også bruge appelsinjuice. Appelsinjuice har ikke helt den samme kraftige smag som saften fra selve appelsinen, men det kan bruges i en snæver vending.
En rigtig nem salat som ikke kræver så meget forarbejde 😊
4 personer
- 1 crisp salathoved/ frisèe salat eller lignende
- 40 gram mix salat
- 2 æbler
- ½ granatæble
- 40 gram hasselnøddekerner
Appelsinvinaigrette
- Saften fra én appelsin
- 1 spsk hvid balsamico eddike
- 1 tsk flydende honning
- lidt salt
Skyl salaten godt og lad den tørre så den ikke er for våd.
Snit crisp salaten i mellemstore stykker.
Fjern kernehuset fra æblerne og skær æblerne i både.
Tag kernerne ud af granatæblet.
Rist hasselnøddekernerne på en tør pande og gnid bagefter skallen så godt af du kan. Hak dem groft.
Bland salaten og æblerne sammen med hasselnøddekernerne og anret salaten på en tallerken eller et fad.
Fordel granatæblekernerne ovenpå salaten.
Appelsinvinaigrette
Pisk appelsinsaften sammen med balsamico eddike og honning. Smag til med lidt salt.
Hæld vinaigretten ud over salaten inden servering.
Måske du også kunne være interesseret i Grønkålssalat med æbler, granatæble og pinjekerner