Koldskålskage
Koldskålskage er en super lækker kage 🙂
Koldskålskage er den helt perfekte dessert til en dag der skal kræses for enten familien eller gæster.
Bunden er lavet af kammerjunker og toppen af koldskål. Den er ok nem at lave og så ligner den en million når den kommer på bordet, toppet med en masse frisk frugt og mini marengs.
Da man kun skal bruge blommen til kagen lavede jeg små marengs til at pynte kagen med så jeg ikke bare smed æggehviderne ud. Det klæder kagen rigtig godt med det sprøde element. Hvis du vælger at lave marengs efter den opskrift jeg har skrevet herunder så får du mange marengs, så jeg anbefaler at du laver de små marengs du syntes der skal på din kage og så laver du nogle almindelig størrelse marengs af resten og kommer i en kagedåse til senere til en lækker lille snack eller til en god portion is.
Jeg har brugt hjemmebagte kammerjunker, som du kan finde opskriften på her, men du kan også sagtens bruge dem som du køber 🙂
1 springform til 8-10 personer
Bund:
- 250 gram kammerjunker
- 150 gram smør
Fromage:
- 4 æggeblommer
- 100 gram sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 5 dl kærnemælk
- 4 dl piskefløde
- 12 blade husblas
Marengs:
- 4 æggehvider
- 200 gram sukker
Pynt:
Jordbær, hindbær og blåbær
Bund:
Kom kammerjunkerne i en frysepose og knus dem ved at slå på dem med en kagerulle
Smelt smørret i en gryde og hæld det sammen med de knuste kammerjunker i en skål og vend det sammen
Klip en cirkel af bagepapir som passer i bunden af din springform (Det gør det nemmere at få flyttet kagen når den er færdig over på et fad) og kom kageplast rundt i kanten på springformen, så du får en flot skarp kant
Kom kammerjunke blandingen over i springformen og tryk det sammen i bunden af formen så det bliver fordelt lige og ud til kanterne. Stil den i køleskabet imens du laver fromagen
Fromagen:
Kom husblassen i blød i kold vand i 5 minutter
Del æggeblommerne fra hviderne. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker hvidt/lys gul og rør kærnemælken i
Pisk fløden stiv
Kom husblassen i en gryde, der må godt hænge lidt vand ved og smelt det
Når husblassen er lillefinger lunt hældes det i kærnemælken i en tynd stråle samtidig med at der røres rundt i massen
Vend den pisket fløde i kærnemælksmassen og hæld den færdige masse i springformen ovenpå kammerjunkerne
Stil koldskålskagen i køleskabet i minimum 5 timer, men helst natten over
Marengs:
Pisk æggehviderne så stive at du kan vende skålen på hovedet uden at det render ud. Tilsæt sukkeret og pisk det yderligere i 4-5 minutter
Kom marengsen i en sprøjtepose og klip et lille hul så du kan lave små marengs
Sprøjt så mange små marengs ud som du vil pynte din kage med på et stykke bagepapir. Klip et større hul i sprøjteposen og sprøjt nogle større marengs ud af resten til senere brug
Kom marengsene i en forvarmet ovn på 100 grader i ca 1-1½ time. Når marengsene er færdige sluk da for ovnen og lad dem stå i ovnen til den er helt kold.
Når koldskålskagen er stivnet kommes den over på et fad, pyntes med de forskellige bær og marengs og din koldskålskage er klar til at blive serveret
Prøv også: Islagkage