Brød,  Opskrifter

Franskbrød med blå birkes

image_print

Det er så lækkert med frisk bagt franskbrød. Det gode ved franskbrød er at du har noget lækkert brød når det lige er bagt, men du har også lækkert brød lige til at riste de efterfølgende dage. Dette brød er nu lækkert frisk i et par dage, hvor det ikke er nødvendigt at riste det 🙂

1 Formfranskbrød

  • 2 dl mælk
  • 20 gram gær
  • 1/2 dl olie
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • ca 300-350 gram hvedemel
  • blå birkes
  • kaffe til pensling

Lun mælken til den er lillefinger varm og rør gæren ud i. Tilsæt sukker og salt sammen med lidt af melet og rør det ud i mælken. Tilsæt derefter hvedemel til du har en let klistret dej og ælt det i ca 5 minutter på en rørmaskine eller 10 minutter i hånden til du har en smidig dej.

Form dejen til et franskbrød med det samme og kom det i en smurt franskbrødsform. Pensel brødet med kaffe og drys det med masser af blå birkes og giv det tre-fire skråsnit og lad brødet hæve i ca 40 minutter til det er dobbelt størrelse.

Jeg pensler med kaffe, da jeg ofte har kaffe lige ved hånden og så er jeg fri for at slå et helt æg ud bare for at pensle et brød.

Når brødet er færdig hævet kommes det i midten af ovnen ved 200 grader, over og undervarme i ca 30-35 minutter.

Når brødet er færdigbagt vendes det ud af formen ud på en rist til afkøling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *