Gris,  Opskrifter

Grydestegt svinekam

image_print

Grydestegt svinekam er hvor du fjerner sværene fra svinekammen og kun bruger det rene kød.

Grydestegt svinekam er en god weekend ret, hvor kødet står og passer sig selv og når det er færdig skal det blot skæres i skiver og sovsen skal laves.

Sovsen er en lækker flødesovs med smagen af estragon og hvidvin, mums det smager bare for godt. Har du sovs i overskud så frys den ned og brug den en dag hvor du skal have et stegt kyllingebryst eller lignende, det er godt.

Jeg lavede stegte kartofler til min grydesteg, men det kan også sagtens være kogte kartofler du serverer til. Derudover stegte jeg nogle bønner og gulerødder til som jeg dryssede lidt ristede pinjekerner på, men det kunne også sagtens have været en blandet salat.

Velbekomme 🙂

4 personer
  • cirka 1,2 kg svinekam
  • margarine
  • 1 løg
  • 2 dl hvidvin
  • 1½ spsk dijonsennep
  • 1 tsk tørret estragon
  • 4 dl vand
  • 2 dl piskefløde
  • salt
  • peber
  • maizenajævning

Start med at skære sværene at svinekammen så du kun har det rene kød uden fedt på.

Smelt margarinen i en gryde som er stor nok til svinekammen og brun svinekammen på alle sider.

Pil løget og skær det i både og kom det ned i gryden til svinekammen.

Krydder svinekammen med salt og peber.

Hæld hvidvin og vand i gryden og tilsæt dijonsennep og tørret estragon.

Lad svinekammen småsimre under låg i cirka 45 minutter til en time eller til den har en kernetemperatur på 75 grader. Hvis svinekammen bliver færdig før dit øvrige tilbehør, sluk da for blusset og lad svinekammen ligge i fonden i gryden.

Sovsen:

Når du er klar til at lave sovsen, tages svinekammen op af gryden, læg et klæde eller stanniol over, og si fonden.

Kog fonden op og jævn den med maizenajævning (maizena blandet op med vand)

Tilsæt piskefløden og smag sovsen til med salt og peber.

Skær svinekammen i skiver og hæld sovsen over og det er klar til at blive serveret.

Jeg lavede sovs af al fonden og så frøs jeg det sovs som vi ikke spiste, til en dag vi skal have for eksempel stegt kyllingebryst. Det er en fantastisk sovs og det vil være synd at smide så god en fond ud 🙂

Server stegte eller kogte kartofler til og en god blandet salat eller stegte grønsager 🙂

Grydestegt svinekam med en cremet flødesovs over på en blå tallerken. Der står stegte kartofler i en skål ved siden af og nogle stegte grønsager bag ved.

Måske du også kunne være interesseret i Osso buco

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *