Asiatisk inspireret ret med marineret svinekød
Asiatisk inspireret ret med marineret svinekød er en lækker ret, hvis du er glad for asiatisk mad. Marinaden som kødet ligger i giver en dejlig smag helt ind i kødet plus at når det bliver stegt karameliserer marinaden på kødet, hvilket smager helt fantastisk.
Det er vigtigt at kødet får lov at marinerer i minimum 1 time for at det får den rette effekt.
Til det marinerede svinekød har jeg lavet ris med grønsager som består af nogle lækre grønsager som kun lige skal nå at røre panden, da det er vigtigt at der stadig er bid i dem. Det må endelig ikke blive nogle slatne af slagsen.
Der er ikke en decideret sovs ved retten men en tynd peanutbutter sauce som serveres til, mums.
Sidst men ikke mindst serveres der frisk limefrugt og fintsnittet forårsløg til.
Velbekomme 🙂
4 personer
Marineret svinekød
- 600 gram koteletter eller svinekam
- 3/4 dl smagsneutral olie
- 1½ spsk sesamolie
- 3 spsk soya
- 1½ tsk honning
- 3 cm frisk ingefær
- 2 fed hvidløg
- ½-1 chili, afhængig af hvor stærkt du vil have det
- 2 tsk sesam
- salt
Peanutbuttersauce
- 75 gram peanutbutter
- 1 dl vand
- 1 tsk sriracha chilisauce
- 2 tsk soya
- 1 fed hvidløg
Ris med grønsager
- 4 dl rå ris
- ½ broccoli
- 3 gulerødder
- 1/4 grøn spidskål
Tilbehør
- 4 forårsløg
- 1 limefrugt
Marineret svinekød
Skær eventuel fedt kant af kotellerne/svinekammen og skær kødet i 2×2 cm stykker.
Bland olie, sesamolie og soya og tilsæt revet frisk ingefær, revet hvidløg, honning og sesam og pisk det hele godt sammen.
Flæk chilien, fjern kernerne og skær den i små tern. Kom den i marinaden.
Smag marinaden til med salt.
Kom kødtern i en skål og vend det med marinaden. Stil i køleskabet i minimum 1 time.
Varm en pande op og kom kød og marinade på panden og steg det til kødet får stegeskorpe og marinaden hænger ved kødet og det karamelliserer.
Ris og grønsager
Kog risene efter anvisning på posen.
Skær broccolien i små buketter.
Skræl gulerødderne og skær dem i tynde stave. ( julienne )
Snit spidskålet fint.
Kom lidt olie på en varm pande og kom broccoli, gulerodsstavene og spidskålen på panden og steg kun ganske kort, cirka 3 minutter. Tilsæt de kogte ris og vend det hele rundt. Krydder med salat og peber.
Peanutbuttersauce
Kom peanutbutter, vand, soya, revet hvidløg og sriracha chilisauce i en blender og blend det til en flydende sauce
Tilbehør
Snit forårsløgene fint og skær limefrugten i enten skiver eller både og server til.


Måske du også kunne være interesseret i Thaisuppe
Indisk karrygryde
Lemoncurd
Du vil muligvis også synes om
Aperol spritz
juni 12, 2021
Spidskålsalat med ingefærdressing
september 10, 2021
