Frokostsnegle
Disse frokostsnegle er nogle af mine helt store favoritter. De er med pikantflødeost, champignon og løg. Jeg elsker champignon og derfor er disse frokostsnegle bare helt fantastiske, da de har den helt rigtige smag af stegte champignon.
Disse snegle indeholder ikke kød, men da du finder smagen af umami i champignon, mangler man overhovedet ikke kød i dem.
Disse snegle er perfekte til en snack i farten, i madpakken eller som tilbehør til en suppe eller en ret.
Du kan sagtens fryse dem og tage dem op og lune når du skal bruge dem 🙂
8 Frokostsnegle
- 1½ dl mælk
- 50 gram margarine
- 30 gram gær
- 1 æg
- 1 tsk salt
- 1 dl grahamsmel
- ca 300 gram hvedemel
Fyld:
- 200 gram champignon
- 200 gram pikant flødeost
- 1 løg, ca 100 gram
- 1 æg til pensling og tørret oregano
Smelt margarinen i en gryde og tilsæt mælken. Når væsken er lillefingerlun (32 grader) røres gæren ud i
Tilsæt salt, æg, grahamsmel og lidt af hvedemelet ad gangen.
Ælt dejen godt sammen til du har en glat og smidig dej
Dæk dejen til og lad den hæve i 30 minutter
Rens champignonerne godt og hak dem i stykker
Skær løget i små tern
Kom lidt olie på en pande og steg champignonerne til der begynder at tage farve og tilsæt løggene og steg dem kort med, til de er gennemsigtige. De skal ikke tage farve.
Drys lidt salt på champignon og løg
Rul dejen ud i en rektangel på 50 cm x 35 cm
Smør pikantosten ud på hele rektanglen og fordel champignon/løgblandingen ovenpå
Rul rektanglen sammen på den lange led og skær 8 lige store skiver
Smør en tærteform og kom sneglene i og tryk dem en lille smule flade. Der skal være lidt mellemrum imellem sneglene, da de hæver op og vil der vokse sammen under bagningen
Pensel sneglene med et sammenpisket æg og drys dem med tørret oregano. Lad dem efterhæve tildækket i 20 minutter
Bages ved varmluft 180 grader i 20-25 minutter
Måske du også kunne være interesseret i Frøsnapper med salsa. Opskriften finder du her