Lilla blomkål med stegte gulerødder
Denne opskrift på lilla blomkål med stegte gulerødder er en god blanding af en masse lækre smage. Blomkålets nøddeagtige smag, spidskommens mellemøstlige smag, lakridssmagen som du finder i fennikel og de knasende salte peanuts. Lilla blomkål med stegte gulerødder er et lækkert tilbehør til for eksempel Köfta som også har melleøstligt touch 🙂
Lilla blomkål er ikke noget man kan købe hele året rundt det er faktisk en meget kort periode, hvor det er at finde i butikkerne, men du kan sagtens erstatte det med et helt almindelig blomkål eller et romanesco.
Nogle gange kan blomkål godt mangle lidt sprødhed, hvis det ikke er helt friskt. Hvis du oplever det, så kom blomkålet i iskoldt vand imens at du steger gulerødderne. Så får det lidt vand at “drikke” og det bliver sprødt igen.
Rigtig god fornøjelse 🙂
4 personer
- 1 lilla blomkål
- 400 gram gulerødder
- 1/2 fennikel
- 1 håndfuld salte peanuts
- 1/2 tsk spidskommen
- 1/2 tsk groft salt
- olie
Skræl gulerødderne og skær dem i stave. Kom dem i en bradepande og vend dem i lidt olie, spidskommen og salt. Steg dem i ovnen ved 225 grader ca 20 minutter, til gulerødderne er møre og har taget farve
Pluk blomkål i små buketter og snit fennikel fint. Hvis du har et mandolinjern så kan du få dem rigtig fine.
Når gulerødderne er færdigstegte blandes blomkål, fennikel og gulerødder og anrettes på et fad eller i en skål og peanuts drysses ud over.