Brasede kartofler med rucola og feta
Brasede kartofler med rucola og feta er det lækreste tilbehør til et lækkert stykke grillet kød eller fisk.
Kartoflerne brases på panden i sennepsfrø som giver en skøn nøddeagtig smag til kartoflerne. Sennepsfrøene giver ikke smagen af sennep. Hvis du endnu ikke har prøvet at bruge sennepsfrø i madlavningen så skal du prøve det, det smager virkelig godt.
Hvis sæsonen er til det bruger jeg nye kartofler. Her koger jeg kartoflerne og piller dem bagefter. Der kan være forskellige størrelser på kartofler og hvis størrelserne er meget forskellige skærer jeg eventuelle store kartofler i stykker så alle kartoflerne har nogenlunde lige store størrelser, så de har samme kogetid.
Brasede kartofler med rucola og feta er virkelig nemt at lave og så smager det bare rigtig dejligt.
Rigtig god fornøjelse, du kan glæde dig 🙂
4 personer
- 1 kg små kartofler
- 1 spsk sennepsfrø
- salt og peber
- saften fra ½ citron
- ½ pose rucola ( cirka 40 gram)
- 200 gram feta
- 30 gram ristede græskarkerner ( ristes græskarkerne i et par dråber olie på en pande)
Skræl kartoflerne eller kog og pil kartoflerne hvis det er nye kartofler, til de er møre. Lad kartoflerne være hele hvis de er små ellers skær dem i mundrette stykker eller stykker på størrelse med de små kartofler.
Kom lidt olie på en pande og lad det blive varmt. Tilsæt sennepsfrøene og steg dem til de begynder at poppe. Det gør de ret hurtigt, kom her kartoflerne på pande og steg dem til de får lidt farve og bliver sprøde.
Skyl rucolaen godt og fordel den på et fad. (Gem lidt til at fordele ovenpå kartoflerne.)
Fordel de brasede kartofler ovenpå rucolaen.
Hæld citronsaften udover kartoflerne.
Fordel resten af rucolaen henover kartoflerne.
Pluk fetaen og fordel det ovenpå kartoflerne.
Drys til sidst de ristede græskarkerner ovenpå hele herligheden.
Velbekomme 🙂