Opskrifter,  Supper,  Vegansk & Vegetar

Broccolisuppe

image_print

Jeg lagde den anden dag et billede op af broccolisuppe på min instagram. Det var en broccolisuppe som jeg havde lavet på arbejde, men som jeg ikke havde en opskrift på, den kom til henad vejen i produktionen af den.

Eleverne var vilde med den, så jeg spurgte på instagram om det var en opskrift som mine følgere var interesseret i at jeg lavede og lagde her på hjemmesiden og det var der 81 % som syntes at jeg skulle, så jeg måtte i gang med at lave en opskrift.

Smagsdommeren herhjemme den dag ( min mand) som godt kan være en smule svær at gøre tilfreds med supper, var helt vild med den. Så jeg tænker at den helt sikkert fortjener en plads her på hjemmesiden.

Til min broccolisuppe serverede jeg små ostebrød med et drys tørret oregano og lidt ristede pinjekerner.

Jeg serverede broccolisuppen som hovedret. Skal du bruge den som en forret kan du regne med at der er til cirka 8 personer i denne opskrift.

Broccolisuppen er en vegetarisk suppe.

Nu håber jeg så at du bliver lige så vild med den som vi er herhjemme og eleverne på min skole 🙂

4 personer, cirka 4 dl broccolisuppe per person
  • 300 gram broccolibuketter
  • 300 gram skællede kartofler
  • 120 gram løg
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 l vand
  • 2 bæger grønsagsbouillon, Knorr`s “Fond du chef”
  • 2 dl piskefløde
  • salt
  • 200 gram blomkålsbuketter
Pynt
  • pinjekerner
Ostebrød
  • ciabattaboller, flutes eller lignende
  • 2 kugler mozzarella
  • tørret oregano

Skær broccolien af stokken. Der må godt være den stok som sidder fra den store stok og op til broccoli “blomsten” med, da den også giver smag.

Skær kartoflerne i tern.

Pil løget og skær det i tern.

Skær blomkålen af stokken og pil den i små buketter som skal i suppen til sidst.

Start med at komme lidt olie i en gryde. Når olien er varm tilsæt da løg og kartofler og steg til løgene er klare i farven.

Tilsæt den tørrede timian og svits det kort med.

Tilsæt vand og bouillon og kog til kartoflerne er møre.

Tilsæt broccoli og kog dem med til de er møre. Det tager cirka 5 minutter.

Blend suppen til en helt glat suppe uden klumper.

Kom de små buketter blomkål i suppen og kog den yderligere i cirka 5 minutter. Blomkålen må gerne stadig have bid når suppen serveres. Det er her vigtigt at du rører i suppen, da den godt kan finde på at brænde på, hvis ikke du rører i den.

Tilsæt til sidst piskefløde og smag suppen til med salt.

Rist pinjekernerne på en tør pande, som derefter er klar til at blive drysset ovenpå suppen ved servering

Ostebrød

Skær ciabattabollen/ dit flûtes i skiver på ½ cm.

Du kan nu enten riste dine skiver brød på en pande i olie eller du kan pensle dem med olie og komme dem i ovnen ved 225 grader i 8-10 minutter ( hold øje så de ikke bliver for mørke)

Når de har en flot brun farve kommes skiver af mozzarellakuglen på hver skive brød og kommes i ovnen igen i 3-4 minutter.

Ostebrødene drysses med lidt tørret oregano inden servering.

Broccolisuppe i en skål pyntet med ristede pinjekerner. Der ligger pinjekerner rundt på bordet, en ske ved siden af og ostebrød på et spækbræt ved siden af.
Et close up billede af broccolisuppe i en skål pyntet med ristede pinjekerner. Der ligger pinjekerner rundt på bordet, en ske ved siden af og ostebrød på et spækbræt ved siden af.

Måske du også kunne være interesseret i Rustik aspargesbroccoli salat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *