Brød,  Opskrifter

Bløde grahamsboller med valnødder

image_print

Er du glad for valnødder og vil gerne have en blød grovbolle, så har du her en fantastisk opskrift på bløde grahamsboller med valnødder i.

Personligt er jeg glad for boller som er bagt ved meget høj varme som for eksempel disse Ciabattaboller som får en dejlig sprød skorpe. Men jeg er også meget glad for en dejlig blød bamsebolle. Disse bløde grahamsboller med valnødder i er netop en dejlig blød bamsebolle.

Valnødder har en meget kraftig smag og det gør at du får her en bolle med masser af smag i. Det er en bolle som du både kan nyde med smør, ost eller marmelade på, men du kan også bruge den til et pålæg eller ostebord.

Hvis du godt kunne tænke dig denne bolle som en koldhævet bolle, halver du bare gærmængden og bruger kold vand i stedet for lunken og stiller dejen i køleskabet til dagen efter. Dagen efter tager du dejen ud og stikker nogle boller ud, som du lader hæve i ca 1- 1½ time, hvorefter du bager dem på samme temperatur som jeg har gjort i denne opskrift.

Rigtig god fornøjelse 🙂

ca 12 boller
  • 3 dl lunken vand, 32 grader eller lillefinger varm
  • 50 gram gær
  • 2 spsk smagsneutral olie
  • 2 tsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 70 gram grofthakkede valnøddekerner
  • 80 gram grahamsmel
  • ca 350-375 gram hvedemel
  • 1 æg og lidt vand til pensling

Rør gæren ud i den lunkne vand.

Tilsæt olie, sukker, salt, hakkede valnødder og grahamsmel og ælt det sammen.

Tilsæt hvedemel lidt ad gangen til du har en let klistret dej.

Ælt dejen ved middelhastighed i ca 5 minutter eller i hånden til din dej har en glat overflade.

Dæk dejen til og lad den hæve i 20 minutter.

Del dejen i 12 klumper, tril dem til boller og placer dem på bagepapir på en bageplade.

Pensel bollerne med sammenpisket æg med lidt vand i.

Dæk bagepladen til og lad dem efterhæve i 20 minutter.

Bag bollerne i en opvarmet ovn ved 225 grader over og undervarme i ca 15 minutter. Bollerne er færdige når det lyder hult når du banker let i bunden af bollen.

Lad bollerne køle ned på en bagerist.

Reklame

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *