Pastasalat med grønne asparges
Pastasalat med grønne asparges er en dejlig cremet pastasalat som passer perfekt til alt det lækre grillmad vi skal have nu her i foråret og sommeren.
Pastasalaten er med friske grønne asparges, friske ærter, forårsløg og frisk karse. Hele mulivitten er vendt i en lækker dressing af få ingredienser men med masser af smag. Dressingen består af cremefraiche, hvidløg og purløg og selvfølgelig smagt til med salt og peber.
Pastasalaten er et hurtigt tilbehør at lave, så du kan nyde det gode vejr og hyggen omkring grillen 😉
Rigtig god fornøjelse 🙂
4 personer
- 300 gram pastaskruer
- 4 forårsløg
- 1 bakke friske ærter, cirka 500 gram
- 1 bundt friske grønne asparges.
- Frisk karse
- 4 dl cremefraiche 9 eller 18 %
- 2 fed hvidløg
- cirka ½ dl fint snittet purløg
- salt og peber
Kog pastaskruerne efter anvisningen på posen og skyl dem derefter i kold vand.
Snit forårsløgene fint. Du kan også bruge det grønne på forårsløget, det skal bare snittes meget fint. Husk at skylle forårsløgene godt for jord.
Kom vand i gryde sammen med lidt salt og bring det i kog.
Knæk enderne af de grønne asparges. Aspargesene knækker af sig selv, det af enden som knækker af skal kasseres da det er trævlet og ikke godt at spise.
Kom de grønne asparges i det kogende vand i 30 sekunder. Hæld derefter vandet fra aspargesene og skyl dem godt i koldt vand.
Skær derefter aspargesene i stykker på cirka ½ cm.
Bælg ærterne så du har de friske ærter til salaten.
Bland de kogte pasta, forårsløg, asparges og ærter sammen.
Lav nu dressingen til pastasalaten.
Kom cremefraichen i en skål og pres hvidløget i cremefraichen.
Kom den snittede purløg i dressingen og smag den til med salt og peber.
Vend nu dressingen i pastaen.
Kom den færdigblandet pastasalat i en skål og drys lidt frisk klippet karse ud over pastasalaten.
Måske du også kunne være interesseret i denne Pastasalat med avocado og krydderurtedressing
“Forkæl dig selv eller en du holder af “ Gaver og Delikatesser