1

Kartoffelsalat med grønne asparges

Kartoffelsalat er et lækkert tilbehør til både et stykket grillet kød, frikadeller eller til et frokostbord/ buffet med forskellige retter. Du kan finde flere forskellige opskrifter på kartoffelsalater på denne hjemmeside og her får du så opskriften på en kartoffelsalat med grønne asparges.

Kartoffelsalat med grønne asparges er en kold kartoffelsalat med friske grønne asparges, rød peberfrugt, forårsløg, cherrytomater og frisk persille som er vendt i en dressing af cremefraiche, mayonaise, dijonsennep og salt og peber.

Så står du og mangler en kold kartoffelsalat som er lidt anderledes end en helt almindelig kold kartoffelsalat med nogle lækre grønsager i, så har du opskriften her 🙂

4 personer
  • 1 kg kogte skrællede kartofler
  • 1 bundt friske grønne asparges
  • ½ rødt peberfrugt
  • ½ bundt forårsløg
  • 8 cherrytomater
  • 6 store radisser
  • 1 håndfuld frisk persille
Dressing
  • 1 dl mayonaise
  • 1 ½ dl cremefraiche 18 %
  • 1 tsk dijonsennep
  • salt og peber

Skær de kogte kartofler i mundrette små tern.

Knæk enderne af de grønne asparges. Kog noget vand op i en gryde med lidt salt i og kom aspargesene i det kogende vand i 10 sekunder. Hæld det kogende vand fra og skyl aspargesene i iskoldt vand. Skær aspargesene i stykker på ca. ½-1 cm.

Skær peberfrugten i små tern.

Skær cherrytomaterne i kvarte.

Skær radisserne i skiver og derefter i tynde strimler/stave.

Snit forårsløgene fint.

Hak persillen fint.

Dressingen:

Pisk mayonaise, cremefraiche og dijonsennep sammen og smag dressingen til med salt og peber.

Bland kartofler, grønsager og dressing sammen og anret din kartoffelsalat på et fad eller i en skål.

Velbekomme 🙂

Kold kartoffelsalat med grønne asparges
Kold kartoffelsalat med grønne asparges

Måske du også kunne være interesseret i opskriften på kyllingefrikadeller. Opskriften finder du her