1

Napoleonshatte

Napoleonshatte er en af min mands ynglings kager, så da han den anden dag arbejdede hårdt udenfor lavede jeg en gang napoleonshatte, som han kunne blive forkælet med til kaffen. De faldt i god jord 🙂

Jeg har igennem min tid, hvor jeg arbejde i en cafè på et lokalcenter lavet rigtig mange napoleonshatte, da det var en kæmpe sællert. Vi solgte i det hele taget rigtig mange kager, både tørkager og flødekager.

Napoleonshatte er faktisk ikke så svære at lave og mange ser det som en luksuriøs kage. De er velegnet at fryse, så har man altid en lækker kage at tage op af fryseren, hvis man skulle få gæster.

En lækker kugle marcipan der er “pakket” ind i den sprødeste mørdej og med smeltet mørk chokolade i bunden 🙂

16 små napoleonshatte
  • 100 gram smør
  • 50 gram flormelis
  • 150 gram hvedemel
  • 1 æggeblomme
  • 160 gram marcipan
  • 150 gram mørk chokolade

Kom hvedemelet i en skål sammen med flormelis.

Skær smørret i mindre stykker, kom det ned til hvedemelet og ælt det sammen.

Sammel mørdejen med æggeblommen.

Kom mørdejen i køleskabet i ca. ½ time.

Rul dejen ud i ca 3 mm. tykkelse.

Stik 16 cirkler på 8 cm ud af dejen.

Lav 16 kugler marcipan på 10 gram.

Placer en kugle i midten af cirklen og tryk tre sider ind mod midten. Giv dejen et lille tryk mod marcipanen så dejen hænger ved marcipanen.

Bag napoleonshattene ved 180 grader varmluft i ca. 15 minutter.

Smelt chokoladen over vandbad.

Dyp bunden af de bagte napoleonshatte ned i chokoladen og stil napoleonshattene på chokoladebunden nedad på et stykke bagepapir og lad dem stå til chokoladen er stivnet.

Napoleonshatte tæt på
Napoleonshatte set oppefra

Måske du også kunne være interesseret i Havregrynskager